Få udfordret dine tekniske færdigheder som konsulent hos TOPdesk

Hvad sker der efter en kunde har købt TOPdesk? For det første skal de finde ud af, hvordan de kan få mest muligt ud af deres nye software og dernæst skal det implementeres – og det hjælper vores konsulenter dem med. En af dem er Martin, der siden efteråret 2018 har været en del af TOPdesks konsulentafdeling.

It er den røde tråd i Martins karriere, og han har derfor opbygget nogle solide tekniske færdigheder igennem årene: ”Siden jeg blev færdig med gymnasiet, har jeg været en del af it-branchen. Jeg blev først ansat i et it-firma som hardware tekniker, og har siden da beskæftiget mig med flere aspekter i branchen – primært inden for service og support.”

Men hvad var det, der tiltræk den erfarne it-ekspert til TOPdesk i første omgang? ”Udover stillingen passede perfekt til mine ønsker og evner samt gjorde det muligt at trække direkte på mine mange års erfaring med it, så var det i høj grad den behagelige og afslappede måde, som ansættelsesforløbet foregik på. Her havde jeg en god fornemmelse fra starten,” fortæller Martin. Det var især anden samtalerne, og herunder mødet med de kommende kollegaer, der ’solgte’ stillingen til ham. ”Man kunne tydeligt mærke deres entusiasme og glæde ved at arbejde i TOPdesk.”

Arbejdet som konsulent

TOPdesks konsulentafdeling består af otte konsulenter, der alle har specifikke færdigheder og metoder, som de anvender i deres arbejde. Her er Martins fokus primært teknisk: ”Jeg beskæftiger mig med både tekniske og procesorienterede opgaver, men min primære interesse er indenfor det tekniske felt. Jeg elsker at få alle tandhjulene i en integration til at spille sammen.”

Og hvordan ser en typisk arbejdsuge så ud for en TOPdesk konsulent? ”Min arbejdsuge er som regel en god blanding af kundeimplementeringer, opfølgning og forberedelse. Derudover bruger jeg også tid på interne projekter. Den store forskel, grundet COVID-19, er, at størstedelen af vores implementeringer pt foregår remote, fremfor fysisk.”

Det er vigtigt at danne tætte kunderelationer

Når du arbejder som konsulent i TOPdesk, kommer du tæt på kunderne – og derfor skal du sætte dig ind i den enkelte kundes krav og ønsker til netop deres TOPdesk-løsning. ”Når jeg møder en ny kunde for første gang, er det vigtigt for mig at lære dem godt at kende. Dels skal jeg kende og forstå deres arbejdsprocesser, men jeg skal også vide, hvem de er som mennesker, så jeg kan tilrettelægge resten af implementeringsforløbet ud fra det.”

Men hvad består sådant et implementeringsforløb så af? ”Et implementeringsforløb starter altid med en opstartsdag, hvor jeg danner mig et overblik over, hvem kunden er, og hvad det er for nogle opgaver, som vi skal hjælpe dem med. Derefter følger nogle dage med opsætning og konfigurering af de valgte moduler, hvor kunden er i førersædet – og jeg guider dem rundt. På den måde bliver de fortrolige med systemet, når forløbet er overstået. Forløbet afsluttes med træning af de kommende brugere – og vi kommer selvfølgelig med kage, når de går live!”

Sammenholdet i konsulentafdelingen er fantastisk. Du kan være 100% sikker på, at der altid står nogen klar til at hjælpe, hvis du støder på udfordringer.

Martin

Det stærke sammenhold i konsulentafdelingen

Selvom arbejdet som konsulent hos TOPdesk er meget kundeorienteret, så fremhæver Martin sammenholdet i konsulentafdelingen, som en af de helt store forcer. Og det gør også samarbejdet bedre: ”Sammenholdet i konsulentafdelingen er fantastisk. Du kan være 100% sikker på, at der altid står nogen klar til at hjælpe, hvis du støder på udfordringer.”

Det er dog ikke kun i den danske konsulentafdeling, at man har mulighed for at få sparring til nye projekter og forny sin viden – det sker også på et internationalt plan. ”Når du er en del af en større international virksomhed, har du utrolig mange muligheder for at søge hjælp. Derudover kan du få et indblik i og inspiration til, hvordan it service management anvendes i andre lande,” fortæller han.

Er du interesseret i at blive en del af konsulentafdelingen?

Martin lægger ikke skjul på, at han har lært flere ting, efter han blev ansat i TOPdesk: især hvor meget det betyder, at han elsker det, han arbejder med. En af de helt store grunde til, at han føler sig tilpas i sin stilling, er til dels arbejdsopgaverne og kollegaerne, men det er også fordi, at TOPdesk har en særlig evne til at tage hånd om deres medarbejdere: ”Andre arbejdsgivere, som jeg har haft, taler meget om medarbejdertrivsel. Det er dog kun i TOPdesk, at jeg rigtig har følt, at man gerne vil gøre en ordentlig indsats for det – også selv om det koster på indtjeningen.”

Og hvis Martin skal give dig, som ønsker at blive en del af konsulentafdelingen, et godt råd med på vejen, så siger han: ”Du skal ikke være nervøs for om din uddannelsesmæssige baggrund eller din tekniske forståelse, gør dig kvalificeret til jobbet. Hos TOPdesk kigger vi mere på dig som person – og ikke mindst din interesse for faget”

Er du den næste TOPdesker?
Hos TOPdesk tror vi på, at medarbejderne er den vigtigste kilde til succes. Og derfor sætter vi altid personlighed før faglighed, da alt andet kan tillæres! Som medarbejder bliver du en del af et dynamisk arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet, et godt socialt sammenhold og ikke mindst gode udviklingsmuligheder. Er du interesseret i at blive en del af holdet? Hold øje med vores stillingsopslag og tag det første skridt på din fremtidige TOPdesk-rejse.